Igen i år har jeg holdt svømmeferie på den græske ø, Lesbos, hvor jeg ligesom sidste sommer deltog i et firedages havsvømningskursus hos svømme- og idrætslære Pia Brunner.
Kurset henvender sig både til vandskræk og til ikke vandskræk kursister. Det er i stort omfang lysten til den mentale oplevelse af energi og velvære, som havet udfordre på en ganske særlig og uforudsigelig måde. Der er en høj grad af sikkerhed og der er en livredder med i vandet.
Selv om der blev lejlighed til at snorkle, var det fortroligheden med at turde svømme i havet, der var temaet, og som der var fokus på idet kursus i overvejende grad var baseret på at lære at overgive sig til bølgerne, forskellige dybder og strømninger i havet.
Kurset foregik på forskellige dejlige strande omkring øen, samt en endagstur med en speedbåd til et område med krystalklart vand og flotte badestrande.
De første par dag var havet stille og roligt, og vi svømmede fra forskellige strande.
En enkelt pelikan gik og spankulerede rundt blandt de badende.
Den tredeje dag var der så tilrettelagt en sejltur med en speedbåd, til en strand, som lå tre kvarter væk fra vores kursussted.
Da vi forlod stranden sejlede vi over til nogle små øer, hvor vi kastede anker. Her sprang vi i vandet fra båden og ned i krystalklart og dybt vand. Her var der også lejlighed til at snorkle.
Det var i sig selv en stor udfordring for mig overhovedet at gå ned i båden. Pia, vores kursusleder, som har stor erfaring med at håndtere angst og panik, havde først spurgt mig, hvordan jeg ville sidde. Jeg valgte at sidde mellem Pia og livredderen.
På vejen hjem, var det begyndt at blæse op. Efterhånden sejlede skipperen stærkere og stærkere.
Da kursisterne får støtte til at sige fra, blev jeg også spurgt, om jeg havde behov for at sejle roligere. Først valgte jeg at sige nej, idet jeg tænkte, at jo stærkere vi sejlede, jo hurtigere kom jeg i land, men til sidst, da båden nærmest fløj hen over bølgerne ( sådan følte jeg det i hverttilfælde) måtte jeg erkende, at nu ville panikken tage overhånd, hvis ikke jeg bad om at få farten sænket.
Herefter greb jeg mig selv i at nyde turen en lille smule mere end sidste år.
Den fjerde dag blæste det, og 1 – 2 m. høje bølger rullede ind fra et sted langt ude på det Ægæiske hav.
Det var på engang dybt fascinerende og meget skræmmende at svømme i disse store bølger, der bare rullede og rullede. Langsomt, efter ½ -1 times tid eller mere, kom følelsen af at genkende vandets kræfter og bølgernes uforudsigelige bevægelser, som jeg havde lært at kende på kurset sidste sommer. Jeg turde nu nyde at ligget afslappet i bølgernes vuggen og turde svømme under store bølger og stå fast når bølgen med stor kraft skyllede ind over hovedet på mig.
Selv om jeg er en trænet svømmer, som holder af at svømme i hal, er instruktør og hvert år de sidste 11 år har taget en eller to livredderprøver, er det for mig, som har været dybt vandskræk, en enorm udfordring at svømme i havet. Sidste års kursus virkede så godt, at jeg i år kunne mærke effekten, selv om jeg ikke havde badet i havet siden. Jeg kunne oftere end sidste år ved egen hjælp bruge tid på at omstille mig
Det er for mig meget anderledes at svømme i havet end i en svømmehal.
I svømmehallen er jeg tryg og her føler jeg det ofte som ren meditation og afslapning, når jeg svømme baner i morgensolen eller til levende lys og julehygge.
I havet er det en udfordring af nogle enorme uforudsigelige kræfter, som det er nødvendigt at lære at bevæge sig afslappet i og tro på, at man kan klare at bevare roen, hvis man skulle komme ud i en strøm.
Mentaliteten på kurset er sådan, at hver kursist føler indre velvære og tilfredshed med egen succes. Her drejer det sig ikke om at konkurrere og sammenligne sig med, hvad de andre kursister gør eller kan. Her er hver person unik og accepten af sig selv og begejstringen for egne ydelser giver glæde og morskab til fællesskabet på kurset.
Inge-Lise Hansen