Jeg kunne li´ det – og det var som at arbejde med det allerinderste i mig – i meget små portioner og i ordnede rammer. Der var kun det ene hold af vandskrækkere i svømmebassinet/svømmehallen som lå på en folkeskole. Det vil sige, at der var meget ro, koncentration, fordybelse og plads til at voksne mennesker kunne få lov til at finde det indre legebarn frem - uden uvedkommende tilskuere.

Jeg tror, at jeg gik et par vintersæsoner og blev gradvist mere fortrolig med at være i en svømmehal og at være i vandet. Det vi trænede rigtig meget var at ligge og holde fast i kanten og så at trække vejret ind, når hovedet var over vandet og puste lige så langsomt ud, mens vi havde hovedet under vand. På den måde lå vi og slappede af og lærte os rytmen i vejrtrækningen.

I 1991 var jeg på Gerlev Idrætshøjskole, hvor jeg fik og tog en masse udfordringer på et sommerhøjskolekursus - også i svømmehallen. Nogle år efter deltog jeg i et af deres særligt udviklede ”Vandskrækskurser” v. Eva Biehe. Fantastisk uge med mange succes oplevelser.

I sensommeren/efteråret 1993 mødte jeg Svømmelærer Pia Brunner. Og det er jeg rigtig glad for. Jeg har været med fra de allerførste svømmehold som Pia oprettede i hendes eget regi for vandskrækkere. Og her er jeg blevet mødt, som den jeg er til alle tider.

Det fortløbende og kontinuerlige arbejde med svømningen er forgået ved svømmeundervisningen hos Pia Brunner - en gang om ugen i Vesterbros svømmehal. Det er her jeg reelt har udviklet min tillid til vandet, mig selv og mine svømmefærdigheder.

Og jeg vil gerne prale med, at jeg i 1995 bare kunne det hele - svømme, hoppe i bassinet, træde vande, gå alene i svømmehallen og nyde det.

Det som jeg oplever at Pia Brunners undervisning udmærker sig ved er, at hun hurtigt, intuitivt, fleksibelt og følsomt overfor situationens feedback træffer beslutninger. Hun skaber og udvider udviklingsrummet og læreprocesserne sammen med mig. Pia er i dialog med mig og taler til hele mig. Pia aktiverer et tilstedeværende ”beredskab” i mig. Hun gør mig bekendt med, hvad jeg ofte godt ved i forvejen. Pia er maieutiker[1], en fødselshjælper, en jordmoder, en akva-mentor. Og på den måde er hun en rigtig god lærer.

Min opgave og mit ansvar er at mærke, udtrykke, i-tale-sætte, eksperimentere, øve og mestre.

Pias opgave er at være min ”akva-mentor”, min guide og tovholder. Den der tilrettelægger og tilpasser rammerne, således at læring bliver mulig.

Jeg bliver set, hørt og ”taget hånd om”, og vi skaber sammen muligheden for ’gennembrud’, grobund for udvikling og mestring i vandet.

Pia opliver med sin person, hendes faglighed, metoder og teknikker – og samtidigt, eller imens lærer jeg mig at svømme. 

Det, at jeg har lært mig at svømme er en kæmpe personlige succes, og jeg må sande, at bevægelse i det flydende element for mit vedkommende til stadighed kræver vedligeholdelse, udfordring, øvelse og mestring. Det er en personlig udviklingsproces og samtidigt et indre kompas for mig.

                                       Anne-Lise Jørgensen.